Jeg er færdig!

Mine lunger pumper som om jeg er ved at få et hjerteslag, og jeg kan høre susen for ørene. På trods af minus fem-seks grader har jeg svedt igennem mine tre inderste lag tøj, men til gengæld er mine fingre som dybfrosne gulerødder. Det har ikke gjort denne, min sidste bjergbestigning i Østafrika, nemmere, at jeg glemte mine handsker på en klippe for nogle timer siden.

Alligevel bliver jeg og mine to rejsekumpaner ved med at bevæge os. Fremad, men først og fremmest opad. Over kold porøs klippe, gennem fint grus der fylder vores støvler op, gennem landskaber som vi kun kan fornemme, men ikke se, da vi befinder os midt i en måneløs nat. Vores verden rækker så langt som vores pandelamper kan lyse, og vi tænker ikke længere end det næste skridt. Og det næste. Og det næste.

Vi er på vej mod toppen af Mount Meru, Tanzanias næsthøjeste bjerg efter Kilimanjaro, og det femte højeste bjerg i Afrika.

For mit eget vedkommende danner Mount Meru også punktum for et år, hvor trekking i Østafrika har domineret en god del af min fritid. Mount Kenya, Afrikas næsthøjeste bjerg, Oldonyo Lengai, masaiernes hellige bjerg – og Tanzanias eneste aktive vulkan – og kongen over dem alle, Kilimanajaro, Afrikas højeste top og verdens højeste fritstående bjerg. Jeg har været oppe på dem alle inden for det sidste år. Men selvom der er mange flere interessante og udfordrende bjerge i Østafrika, bliver Mount Meru en foreløbig afslutning på mit trekkingeventyr. Min tid i det Nordlige Tanzania er nemlig forbi.

Pludselig går min pandelampe ud, og klippen under mine fødder forsvinder i mørket. Ikke noget at bekymre sig om. På grund af kulden dør batterier let heroppe. Jeg har ekstra batterier tæt inde på kroppen for at holde dem varme, og det er allerede tredie gang, at jeg må gøre holdt for at skifte kolde, flade batterier ud med nye, varme og friske. En tiltrængt undskyldning for at holde et par minutters pause, men også en smertefuld process på grund af mine stivfrosne fingre.

Smerten. Det er efterhånden en slidt frase blandt trekkere at den smerte der er forbundet med at bestige et bjerg også er den smerte der er nemmest at glemme. Men som de fleste klicheer indeholder den også en kerne af sandhed. Om 14 dage har jeg glemt mine ømme ben, pibende lunger, kulden og den svage, men konstante hovedpine, der er et typisk tegn på mild højdesyge. Tilbage står kun den storslåede natur og de fantastiske landskaber. For ikke at glemme den berusende følelse af at nå toppen, skue ud over landskabet, der pludselig befinder sig 360 grader rundt.

Langsomt begynder det at blive lysere og konturerne omkring os begynder at træde en anelse frem. Jeg kan skimte iskrystaller på klipperne. Samtidig begynder stigningen for alvor at blive stejl. Vi må bruge hænderne som støtte. Hjertet tager endnu en galoptur, men vi fortsætter med uformindsket hastighed, for toppen er nær. Hvor nær ved kun vores guide, en ranger vi har hyret fra Arusha National Park. Man kan ikke bestige Mount Meru uden en bevæbnet ranger, der dels fungerer som guide og dels beskytter os mod eventuelle angreb fra vilde dyr.

Vilde dyr. Masaier. Gletchere. Højdesyge. Aktive vulkaner og kilometer dybe slugter. Østafrikas bjerge har al den dramatik og spænding man kan ønske sig. Jeg vil aldrig glemme min første trekkingtur i Østafrika. Målet var toppen af Oldonyo Lengai, på papiret en ubetydelig top, ikke engang tre tusinde meter høj, men med den lille tvist at det er en aktiv vulkan. Efter fem timers kørsel igennem Masai-land på den dårligste jordvej jeg endnu har oplevet – så dårlig at vi et par gange måtte gøre holdt for at diskutere, om vi overhovedet befandt os på en vej – måtte vi pludselig stoppe op fordi stien var spærret af en flok løver. Sultne løver. Så sultne at de var parate til at angribe en Toyota Hilux, og et par minutter senere var vi igen på farten – med en hale af løver efter os. Da jeg 18 timer senere er på vej ned af Oldonyo Lengai – på stive ben efter en hård optur og lettere beruset af det storslåede landskab – falder jeg og river en finger af led. Vores masai-guide griber min hånd, sætter udramatisk fingeren på plads og smører den ind i udtræk´fra en plante han finder på skråningen. Den slags oplever man ikke i Alperne. Men min finger er nu aldrig blevet helt den samme igen. Oldonyo Lengai vil altid stå som noget helt specielt for mig. Ikke kun fordi det var det første, det hårdeste og det smukkeste bjerg jeg har besteget i Østafrika. Der er noget magisk ved Oldonyo Lengai. Det er også det eneste bjerg jeg har forsøgt at bestige to gange. Anden gang måtte jeg dog give op allerede inden jeg var begyndt. Vulkanen var gået i udbrud.

Pludselig er vi der. Toppen af Mount Meru. Et mørnet skilt proklamerer at vi nu befinder os i 4562 meters højde, men det er ikke det vi har øje for. Det er udsigten. Som alle bjerge i regionen er Mount Meru en udslukt vulkan, og flere hundrede meter under os kan vi se lige ned i det kæmpemæssige krater omgivet af et tæppe af skyer. Og bag krateret, ude i horisonten, kommer konturerne af Kilimanjaro langsomt til syne. Det er dette vi har kæmpet så hårdt for at opleve: Solopgangen bag Kilimanjaro. Intet sted kan man opleve et så perfekt udsyn over Kilimanjaro, og det farvespil vi er vidne til, mens solen langsomt kommer til syne bag Uhuru Peak, får os for en stund til at glemme kulden og vores værkende lemmer.

Der er mange der tror at det kræver erfaring og en bunke udstyr at bestige bjerge, men jeg er beviset på det modsatte. Jeg havde aldrig for alvor trekket før jeg kom til Østafrika, og på nær min pandelampe er mit udstyr købt på det lokale marked. Min vandflaske er en engangsflaske købt i en kiosk på vejen til bjerget, mine forsyninger består af kiks og rosiner, og mit eneste middel mod højdesyge er kodymagnyler. Istedet for vandrestøvler har jeg et par rummelige gummisko og to par sokker på. Af erfaring ved jeg, at jeg kan smide gummiskoene væk når jeg er kommet ned, men så har de til gengæld også kun kostet mig hundrede kroner. Jeg har set dem masser af gange, high tech-trekkerne, med vandrestokke, gps og tøj og støvler til tusinder af kroner. Jeg har også set nogle af dem give op kun et par kilometer før toppen. Nogle af dem måtte støtte sig til en guide, mens de øre og lidende af højdesyge slingrede nedad. Hvis der er noget jeg har lært af at trekke i Østafrika er det, at det er ikke udstyr der får dig op på toppen. Det er vilje.

Så snart solen er oppe, begynder temperaturen at stige, og jeg er pludselig taknemmelig for, at jeg er klædt i flere lag billigt tøj istedet for et enkelt sæt microfiber-undertøj udenpå frakken og overtræksbukserne. Det gør det nemlig meget nemmere at regulere temperaturen, og da vi et par timer senere er godt på vej ned igen, er de fleste lag røget i rygsækken eller om livet. Nedturen er lige så dramatisk som opturen, for pludselig kan vi se hvor vi går. Og det er mildest talt foruroligende. Her er der ingen gelændere eller skilte der advarer imod at bevæge sig for tæt på kanten. Hvilket iøvrigt også ville være omsonst for til tider bevæger vi os på selve kanten og vi behøver ikke et skilt til at fortælle os at et fald vil være fatalt. Vi ser med lige dele beundring og misundelse et par klipspringere der elegent springer fra klippestykke til klippestykke, som om tyngdekraften er dem undtaget.

Nedad. Det værste ved at nå toppen er bevidstheden om at man kun er halvvejs, og smerten i hovedet og lungerne da man var på vej opad, rykker langsomt men sikkert ned i lårene og knæene. Vi har besluttet os for at tage turen ned i et stræk. En tur på mindre end femogtyve kilometer og bestemt overkommelig – hvis det da ikke lige var for de seneste to dages strabadser. For mig har turen nedad altid været den største prøvelse. Dels fordi målet allerede er nået (næste mål er et varmt måltid, en kold øl og en blød seng – i den rækkefølge) og dels fordi muligheden for at gi op og vende om er forpasset.

Ved frokosttid er smerten i mit ene ben næsten ulidelig. Jeg må have forstrækket noget. Ironisk nok gør enhver pause smerten værre, så de sidste timer foregår i en enkelt sammenbidt march, mens vegationen ændrer sig fra alpin slette til tæt skov til kuperet græsterrain plettet af bøfler og giraffer. Vores ranger går forrest med riflen i begge hænder mens han vagtsomt sonderer omgivelserne. Jeg selv har kun øje for vores endemål, en hytte under os. En flok bavianer observerer os marchere forbi med påtaget ligegyldighed.

Hvilket bjerg var det smukkeste? Det hårdeste? Den største oplevelse? Spørgsmålet er absurd, for det har hver især været unikke oplevelser formet af konteksten, vejret, rejsefællerne og tusinder af tilfældigheder. Jeg ville ikke have været nogen af dem foruden. Mount Kenya, placeret direkte på Ækvator og alligevel så kold, at jeg måtte sove med alt mit tøj på indeni soveposen inklusiv hue og handsker. Kilimanjaro med den hysterisk hårde finale de sidste kilometer, så jeg til sidst slingrede som en fulderik på vej hjem fra et morgenværsthus. Magiske Oldonyo Lengai og nu Meru med den fantastiske udsigt.

Endelig er vi nede, og jeg styrer direkte mod bilen der venter på at samle os op. Jeg er ikke klar til at sidde endnu, men bare at stå og have noget at læne sig op af, er en lise. Med ryggen mod landroveren og vandflasken for munden skuer jeg op mod toppen af Meru. Der har jeg været oppe. Og jeg er gået hele vejen. Utroligt. Uvirkeligt. Tåbeligt. Var det det værd? Helt bestemt! Ville jeg gøre det igen?

Aldrig i livet!!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *